I anledningen af H. M. Dronning Margrethe’s 80 års fødselsdag, har jeg kreeret en fødselsdags kage. Så kan man sidde hjemme i stuen den 16. april og fejre vores elskede dronning.
Og nu med Covid-19 pandemi og aflysning af H. M. fødselsdag, betyder det mere end nogen sinde at fejre og minde den dejlige sjæl hun er.
Så derfor deler jeg nu denne opskrift med jer.
Hold Dronningens 80 års fødselsdag hjemme, og del jeres fejring.
Ingredienser
Springform, 24 cm ø.
Kransekagebund:
1 æggehvide
80 g flormelis
250 g marcipan
Lagkagebunde:
4 æg
2 dl sukker
2,5 dl hvedemel
2 spsk varmt vand
Citron-appelsin-formage:
5 bl. husblas
3 æggehvider
3 æggeblommer
1 dl sukker
1 citron, saft og skal
1 appelsin, skal
1 dl piskefløde
Chokolademousse:
3 dl piskefløde
0,5 dl kaffe
100 g mørk chokolade
1 æggeblomme
Jordbærmousse:
300 g friske jordbær
5 bl. husblas
250 g jordbær, frosne
50 g flormelis
1/2 vaniljestang eller 2 tsk vaniljesukker
2,5 dl piskefløde
Overtræk og pynt:
1 portion fondant (kan udskiftes med marcipan)
Farve: blå, grøn og gul
Fremgangsmåde
Kansekagebund:
- Tænd ovnen, 200°C almindelig ovn.
- Bland flormelis og æggehviden.
- Ælt sukkermassen ind i marcipanen lidt af gangen, til det bliver en ensartet masse.
- Beklæd en bageplade med bagepapir. Tegn en cirkel på størrelse med springformen på bagepapiret, og vend bagepapiret om.
- Smør kransekagemassen ud i cirklen, i et jævnt lag.
- Bag bunden i 10-12 minutter. Lad køle af.
Lagkagebunde:
- Lad ovnen være tændt, 200°C almindelig ovn.
- Bland sukker og æg, og pisk det i 10-15 min. (nemmest hvis man haar en røremaskine.) det er vigtigt at der bliver dannet en masse luft. bliver ca. dobbelt størrelse.
- sigt hvedemel og bagepulver, og vend det forsigtigt i æggemassen, til der ikke er flere klumper.
- Vend forsigtigt det varme vand i.
- Beklæd en bageplade med bagepapir.
- Smør dejen ud på hele bagepapiret i et jævnt lag.
- Bages i 8-10 minutter. Lad køle af.
- Drys alle bunde (kransekagebund og lagkagebund) med lidt sukker, og vend dem over på et andet stykke bagepapir, så de vender på hovedet.
- Tag nu forsigtigt det øverste bagepapir af (det som bundene blev bagt på).
- Drys sukker på den side der ikke har fået.
- Skær nu bundene til så de passer til den springform du vil støbe kagen i. Hvis du har kageplast, så sæt det evt hele vejen rundt i formens sider.
- Læg den ene almindelige lagkagebund i bunden af formen.
Citron-appelsin-fromage:
- Læg husblas i koldt vand.
- Riv citron og appelsinskal. Og pres saften ud af citronen.
- Del æggehvider og æggeblommer, hvis du bruger hele æg.
- Pisk æggehvider hårdt (så du kan holde skålen på hovedet uden det falder ud).
- Pisk fløden hårdt.
- Pisk æggeblommer og sukker hårdt, i nogle minutter, til det bliver lyst.
- Bland citronskal, citronsaft, appelsinskal og fløden med æggeblommemassen.
- Smelt husblassen over vandbad med 2 spsk vand, og bland det i massen.
- Vend forsigtigt æggehviden i massen.
- Hæld fromagen ned i springformen og læg kransekagebunden oven på formagen. Stil kagen i køleskabet.
Chokolademousse:
- Hæld kaffen i en lille gryde, og smelt chokoladen langsomt i kaffen, over lav varme. Lad det køle lidt af.
- Bland en æggeblomme ned i chokolademassen.
- Pisk fløde let. Ikke for hårdt, da den så bliver grynet og skilt.
- Vend forsigtigt chokolademassen ned i fløden, til det ikke er flere klumper fløde.
- Hæld chokolademoussen ned i formen, oven på kransekagebunden. Stil den tilbage på køl.
Jordbærmousse:
- Læg husblas i koldt vand.
- Bland frosne jordbær, flormelis og vaniljesukker i en lille gryde.
- Lad det koge op, og simre i 2-3 minutter.
- Blend de kogte jordbær med en stavblender.
- Blend husblassen ned i jordbærmassen.
- Pisk fløden let, og vend jorbædmassen ned i fløden.
- Rens de friske jordbær og skær dem i halve.
- Læg dem oven på chokolademoussen, med den skårne side nedad.
- Hæld jordbærmoussen over jordbærene, til de er dækket.
- Læg den sidste lagkagebund oven på jordbærmoussen.
- Stil tilbage på køl, og lad det hele sætte sig i 1-2 timer.
Pynting:
- Du kan enten lave din egen fondant (har en opskrift på det her) eller du kan købe det, eller bruge marcipan.
- Farv din fondant/marcipan den farve du ønsker (hvis du bruger min opskrift, så nøje smed ar farve halvdelen). Jeg valgte blå, da det er en frisk farve og symbolisere ‘Blåt Blod’.
- Dæk lagen med et tyndt lag fondant/marcipan.
- Lav evt pynt med den resterende fondant/marcipan. Jeg lavede små margueritter, da det er H. M. favorit blomst.
Velbekomme.
Lyst til at vise mig dine kreationer? Så tag mig på instagram @aslaugsbakery, facebook Aslaug’s Bakery, eller på TikTok @aslaugsbakery. Ville elske at se dem!
/Aslaug