Der er bare en helt speciel atmosfære i skoven når vi kommer ind i efteråret. Og forleden dag, da hele byen var dækket af tåge, kunne jeg ikke lade være med at trække i overtøjet, finde kameraet frem og gå en dejlig lang tur i skoven.
Da jeg var barn brugte jeg utallige timer i skoven. Jeg gik i en skovbørnehave, hvor vi gik ture i skoven flere gange om ugen. Og samtidig boede mine forældre og jeg kun 5 minutters gåtur fra skoven, så gik også mange ture med familien og da jeg blev ældre gik jeg gerne mange turer alene. Det var min pause fra omverden, min forbindelse til naturen og et sted hvor jeg kunne få ro og slappe af.
Da jeg nåede 3. klasse begyndte jeg virkelig at få det svært i skolen. Havde altid haft det lidt svært, men det tog fat og nagsten blev værre og værre. Jeg tilbragte derfor mange dage i skoven i stedet for at tage i skole. Kunne ikke få mig selv til at fortælle mine forældre at jeg ikke kunne få mig selv afsted i skole, og gik derfor i skoven i stedet og brugte hele dagen der. Ved godt det ikke ligefrem er optimalt. Jeg var ikke særlig gammel og vidste bare at jeg ikke kunne klare skolen, men jeg kunne heller ikke blive hjemme.
Ville gå en lang tur i skoven og sætte mig et sted og vente. Sad og tegnede, lyttede til musik, læste, kiggede på dyrene der rendte rundt og nød den ro naturen tilbød.
Desværre blev jeg ved med at få det værre, og efterhånden som angsten og paranoiaen tog til, begyndte jeg at få det svært med at være alene og specielt med at gå ture alene i skoven. At miste en af de få ting, som tidligere gav en ro og stabilitet til angst, gør temmelig ondt. Længslen og lysten til at gå ture i skoven var der hele tiden, men hver gang jeg prøvede at komme ud af døren satte tankerne en stopper for det. Og de få gange jeg fik taget mig sammen til at komme ud af døren, blev det sådan en ubehagelig tur grundet konstant angst.
Det betyder også at det er mange år siden at jeg sidst har gået en tur i skoven, som har været rar, givet mig energi og indre ro, og hvor jeg kunne gå alene. Så da jeg kom ud på denne tur, og endda en lang tur, var det en kæmpe win. Det var først de sidste 30 minutter at tankerne for alvor havde taget over, og jeg kunne mærke at nu var det bare hjemad, inden det hele blev for meget.
Selvom der er lang vej til at kunne nyde naturens ro og gå ture alene helt uden angst og paranoide tanker, er jeg utrolig taknemmelig for at det lille jeg nu kan få ud af det. Og glæder mig til næste gang mit overskud er der til at gå endnu en tur og nyde det naturen har at byde på.
Det giver mig også mulighed for at øve mig på at fotografere andet end bare kage og søde sager. Selvom det nu er lidt ekstra angstprovokerende at rende rundt med et stort kamera. Bare på denne tur oplevede jeg flere mennesker der kiggede efter mig og en der kom hen og spurgte ind til om jeg fik taget nogle gode billeder og om de måtte se. Og når man er paranoid, perfektionist og angst for mennesker er det ikke altid en lige sjov oplevelse, selvom jeg ved de mener det godt
Cecilia Aslaug
