Hej og velkommen til min bage-blog Aslaugs Bakery.
Lad mig først sige tak. Jeg sætter utrolig stor pris på at du har valgt lige denne blog til at lade dig inspirere og finde dit næste bageprojekt. Jeg håber inderligt at du synes det har været en fornøjelse og vender tilbage når lysten til mere bagværk trænger sig på.
Mit navn er Cecilia Aslaug Bendixen, født og opvokset i Slagelse, Danmark. Min mor kommer fra Sverige, så tager ofte derover og besøger familie. Det betyder også at jeg er vokset op med både danske og svenske traditioner inden for bagværk, hvilket du nok også kan se ud fra ingredienslisterne i diverse opskrifter. Intet slår kanel, kardemomme og safran, og du kan ikke overbevise mig om andet.
Jeg holder af kreative aktiviteter og har igennem min opvækst spillet violin, viola, teater/musicals og gået til dans, spejder og kor. Bruger også meget af min tid på at tegne og læse. Men som du nok kan gætte går det meste af min tid på at bage, tage billeder og skrive opskrifter til jer.
Jeg er også ret så historie interesseret, mere specifikt er jeg interesseret i bagværkets historie. Min familie har gennem størstedelen af min liv deltaget i adskillige vikinge-markeder, og vi deltager stadig i Trelleborgs Vikinge Festival hver sommer.
I takt med at min interesse for bagværk voksede, blev jeg også nysgerrig på dets historie og på hvad man bagte tilbage i oldtiden og middelalderen, og hvilke muligheder der var inden for bagværk med de ingredienser og redskaber de havde til rådighed i de forskellige tidsperioder.
Jeg startede Aslaugs Bakery tilbage i 2017. Jeg havde lige afsluttet mit grundforløb på ZBC konditor uddannelsen, og var nødsaget til at stoppe min uddannelse grundet mentale udfordringer.
Har i flere år kæmpet med mit mentale og fysiske helbred. Angst, personlighedsforstyrrelser og stress, men også fibromyalgi, hvilket indebærer en del smerter og næsten konstant udmattelse. Da jeg var færdig med grundforløbet blev det bare for meget for mit hoved og krop og jeg måtte desværre sige stop.
Men jeg elskede stadig at bruge min tid i køkkenet og bage en masse. Det var en af de få ting der stadig fik mig ud af sengen når der var intet andet der motiverede mig.
Valgte derfor at starte denne blog. Som et lille projekt for mig selv for at holde mig selv i gang, men også for at have en digital bagebog jeg altid kunne vende tilbage til når jeg fik lyst til at bage en af mine favorit kager eller brød.
Samtidig elsker jeg at dele ud af min viden og erfaring, og hjælpe andre med at lykkedes og få gode resultater i køkkenet. Derfor virkede det oplagt at starte denne blog hvor jeg kunne dele min viden om bagværk med jer.
Jeg håber disse opskrifter vil hjælpe dig med at bage en masse fantastisk bagværk og bringe dig mange gode og sjove dage i køkkenet.
I 2015/2016 gik jeg på efterskolen Skolen for Gastronomi, Musik og Design (SGMD). Gik på Gastronomilinjen, det var før de fik konditorlinjen.
I 2016/2017 gik jeg på ZBC slagteriskolen i Roskilde, på Grundforløb 1 og 2 inden for bager/konditor. En skoletid som jeg var super glad for og som lærte mig utrolig meget.
Fik derfra en masse gode erfaringer og teknikker som jeg stadig bruger den dag i dag, og tager med i mine opskrifter (inkl. de tips bagerne ellers holder hemmelige for jer).
I 2020/2021 var jeg i praktik i Sejers Konditori Sorø. Dette gav en masse erfaringer, oplevelser og nyde måder at tænkte på. Selvom det sled en del og var hårdt både psykisk og fysisk, var det et fantastisk år som jeg sætter stor pris på.
I 2022/2023 har jeg flere gange været leverandør af bagværk til Livsmestring CPUS.
I 2022 færdiggjorde jeg Foodtography School madfotograferingskursus.
I 2023 gennemførte jeg et 4 ugers skrivekursus gennem CPUS.
The smell of good bread baking, like the sound of lightly flowing water, is indescribable in its evocation of innocence and delight.
M. F. K. Fisher
Følg mig på Instagram